Osted og Allerslev sogne ligger i det gamle Voldborg herred og udgjorde førhen sammen med Sømme herred ét provsti. I dag hører pastoratet til Lejre provsti. De to sogne har siden reformationen hører sammen i et fælles pastorat med Osted som hovedsognet og Allerslev – med et lidet smigrende udtryk – som annekssognet. Hvert sogn har sit eget menighedsråd med 8 medlemmer i Osted og 7 i Allerslev. Det er indbyggertallet, som bestemmer antallet af råds-medlemmer.

Osted sogn (areal: 1579 ha) omgives mod nord af Allerslev og Rorup sogne, mod øst af Dåstrup, mod syd af Borup og mod vest af Særløse sogne. Det noget kuperede terræn gennemstrømmes af Tokkerup å, der afvander den nu drænede og kultiverede mose vest for Osted Hestehave. Mod øst løber Lauringe å. I et markeret dalstrøg mod nord ligger flere små åsbanker.

Et særligt træk i bebyggelsen er landevejsbebyggelsen, der strækker sig over flere km langs hovedvej A14 (Roskilde-Ringsted). Vejen blev anlagt i sidste fjerdedel af 1700-tallet af franske vejingeniører og er skåret lige gennem landskabet. Landevejen afløste den gamle alfarvej, som i århundreder havde bugtet sig igennem landskabet. Osted Kro (nævnes i Christian IIs forordning af 1521) flyttede fra landsbyen ud til den nye landevej, hvor den ligger endnu.

Sognet består af Osted, Ny Osted, Kirkebjerg, Osager, Mannerup, Bregnetved, Kastholm og Osted Hestehave. Der er Centralskole (opført 1940 som afløser for flere mindre skoler) og Fri- og Efterskole (oprettet i 1917, opført på gammel præstegårdsjord). Der findes tre kirkesamfund i Osted: foruden sognemenighed Osted valgmenighed (dannet i 1924 af sognepræst Halvdan Helweg, bruger Osted og Allerslev kirker) og Det danske Missionsforbund (har egen kirke ved Hovedvejen fra 1968, men menigheden stammer fra slutningen af 1800-tallet).

• • •

Allerslev sogn (areal: 1755 ha) omgives mod nord af Gevninge sogn, mod øst af Kornerup, Glim og Rorup sogne, mod syd af Osted og mod vest af Særløse og Kisserup sogne. Landskabet er meget smukt. Mens den sydlige del af sognet mest er jævne bakker, er den nordlige del mere storbakket, men desuden overstrøet med en mængde små, afrundede toppe med mellemliggende moseagtige lavninger eller småsøer. Flere af disse har skovklædte bredder og er meget yndede udflugtssteder.

Sognet er præget af Ledreborg slot og gods, hvor slægten Holstein-Ledreborg endnu residerer. Slægten har siden slutningen af 1800-tallet bekendt sig til den romersk-katolske tro. Ledreborg hed oprindeligt Lejregård og skylder rentemester Henrik Müller sin tilblivelse. Ejendommen overgik i 1740 til gehejmeråd Joh. Ludv. V. Holstein, som lod opføre den nuværende slotsbygning. Et absolut ”must” at besøge, hvis man er på disse kanter. Allerslev kirke hørte indtil 1967, hvor man overgik til selveje, til Ledreborg gods.

Af andre seværdigheder i Allerslev sogn skal nævnes Herthadalen, Lejre Forsøgscenter, Gl. Kongsgård i Gl. Lejre, skibssætningen, Kulturhuset Felix i Lejre Stationsby og naturligvis Allerslev kirke.

Sognet består af adskillige bymæssige bebyggelser. Gl. Lejre (kaldes o. år 1200 Lethra af Saxo) er en samling huset omkring landevejen mod Gevninge. Allerslev er en gammel landsby fra 1200-tallet og blev altså kirkeby. Måske var Gl. Lejre i den grad knyttet til den hedenske tro, at man ikke vovede at bygge en kristen kirke dér. Lejre Stationsby mellem Allerslev i syd og Gl. Lejre i nord er – som navnet siger – vokset op omkring jernbanestationen på strækningen København-Kalundborg fra 1873). Dertil kommer stednavnene Tokkerup, Allerslev Huse og Blæsenborg.

Om det kirkelige og åndelige liv skriver Paul Nedergaard i sin store præstehistorie bl.a.:

”Embedet hørte til de store…Befolkningen har altid været vaagen, og siden 1870’erne meget politisk interesseret, men de forskellige kirkelige bevægelser har ogsaa sat deres spor. Først kom I(ndre) M(issions) gamle kolportører…Medens IM’s venner samledes til møder i hjemmene, dannede de grundtvigske en foredragsforening, og enkelte søgte til nabopræster, især til Kragh i Kornerup og Balslev i Borup. I pastor Redøhls tid var der nogen sognebaandsløsning til Borup, og efter 1903 holdt pastor Oluf Madsen fra Frederikskirke (Marmorkirken i København) regelmæssige gudstjenester her”.

”Senere (efter 1880) oprettedes politiske foreninger, medens foredragsforeningen ledede de store folkemøder i Herthadalen hver sommer. Friskolen og foredragsforeningen kom til at betyde ikke saa lidt i sognenes aandelige liv…En skelsættende begivenhed i pastoratets kirkelige historie er udskillelsen af valgmenigheden 1924”.

Paul Nedergaard giver i samme præstehistorie en interessant og morsom skildring af sjællandsk folkekarakter (kontra jysk) og kirken. Han skriver bl.a.:
”Mange præster, der er flyttet fra Jylland til Sjælland, har følt sig skuffede. Der kom ganske vist mange i kirke de første søndage efter indsættelsen, men snart ebbede det ud…Den solide stabilitet og de særprægede selvstændige modne kristne, som præsten kendte fra Jylland, maatte han ofte savne paa Sjælland”.

”Sjællænderen grundindstilling kan næppe siges at være religiøs…Sjællænderen bliver helst i den tilvante kirkelighed eller ukirkelighed, han er tilfreds med som han er…Gæstfriheden er ofte størst hos jyderne, sjællænderens hjem er mere lukket, og præsten, der er tilflyttet og ikke groet op med landsbyens samfund, vil ofte føle sig ensom blandt sjællænderne…Tilsyneladende er de aabne og snaksomme, men derfor aabner de ikke deres indre for den fremmede…Sjællænderne kommer gerne, hvor der kommer mange. Derfor er det vanskeligt at faa kirken fyldt, hvor kirkegangen er ringe…Men hvis der indbydes til særlige gudstjenester…kan der komme mange”.

​

​